Skrevet af Mads Kruse Juhl
Tiomila 2019 i Glimåkra er fortid, og alle har forhåbentlig fået udsovet og fundet en normal døgnrytme igen. Det er derfor også blevet tid til at se tilbage på præstationerne, så vi sammen kan se frem mod nye sejre. Og der var rigtigt mange positive ting at tage med hjem fra Skåne – men desværre også et par enkelte ærgerlige fejl. Det hele pakket ind i en pædagogisk sandwich.
De første faune til at trække i den bordeauxrøde trøje var klubbens yngste til Ungdomskavlen. Der var ikke placeringsmæssige forventninger til de tre hold, der stillede til start. Det vigtigste for trænerne var, at hele holdet kom igennem uden at blive diskvalificeret. Og det må man sige, de klarede med bravour.
Alle hold gennemførte. Faktisk gjorde førsteholdet det så godt, at de kan prale af at lave det bedste resultat i ti år, ved at blive nummer 22 – kun én plads fra at tangere aller tiders bedste ungdomsplacering ved Tiomila. Andenholdet løb også en flot top 50 placering hjem, hvilket godt kunne være rekord med to så højt placerede, ifølge træner Caroline Finderup. Det leger vi i hvert fald, indtil historikerne modbeviser det!
Efter en stor præstation af klubbens yngste var det tid til at damerne skulle forsøge at gøre dem kunsten efter. Med et sent afbud fra Maja Alm var forventninger til førsteholdet nedjusteret en smule, men stadigvæk med et håb om at kunne levere en stærk præstation. Afløseren blev Stine Bagger Hagner, der var en fuldgod erstatning og løb 17. hurtigste tid på andenturen. Så, selvom de aldrig rigtigt var med helt i toppen, blev der løbet flotte stabile ture, der i sidste ende gjorde, at Cecilie Friberg Klysner kunne krydse målstregen til en 28. plads.
Og stabile præstationer var et gennemgående tema for hele Tiomila. Der var ikke resultatmæssige forventninger udefra til de fire andre damehold, der stod klar på startstregen. Men udefra virkede det som om, at alle damer – unge, som gamle – levede op til egne forventninger, og der var overskud til smil efter de havde løbet. Også selvom andenholdet blev diskvalificeret, fordi Lise Termansen havde et fejlklip på førsteturen.
Regnvejr og rekorder
Samme ærgerlige fejl skete for herrenes førstehold på sidsteturen, da Tobias Karlsmose Svarer manglede en post, da han løb over målstregen.
Inden søndag morgen endte i en diskvalifikation, startede regnen lørdag aften, og der var ikke mange smil, da vi så vejrudsigten for de næste mange timer. Regn, regn og mere regn. Heldigvis gik det ikke helt så galt, som internettets Henrik Voldborg prædikede, men våde blev vi!
Emil Ahlbäck leverede en stærk første tur på førsteholdet og skiftede til Tue Lassen blot 39 sekunder efter hurtigste mand, svenske Jerker Lysell. Desværre havde Tue et mindre bom, og mistede nogle minutter til toppen. Men der blev hele vejen igennem leveret stabilt og uden store bom, selvom det til slut altså endte i DSQ.
Andenholdet havde forhåbninger om at blive næstbedste danske hold og havde et spinkelt håb om at kunne nærme sig den hidtidige rekord, som nummer 82, der også blev sat i Skåne. Holdet løb gennem natten langsomt, men sikkert, løb op gennem feltet, kunne Oscar Sig spurte ind over målstregen som 90. tyvende bedste hold. Et flot opløb med LGBT-flaget blafrende i hånden og Pan-for-mangfoldighed i hjertet.
Hvad de, på papiret, bedste hold ikke kunne klare, klarede tredjeholdet med promt og pragt. De smadrede deres gamle Tiomila-rekord med længder. Før weekenden var bedste placering en 165. tyvende plads. Men efter mere end 14 timer orienteringsløb kunne sidstetursløber Jason Krogh-Pedersen og resten af holdet klappe sig velfortjent på skuldrene. Nu hedder bedste tredjeholdsresultat nummer 133.
Fremtidens håb
Over hele linjen blev der leveret solide præstationer, hvor især ungdomsløberne viste, at de besidder et stort potentiale til fremtidige sejre for Faunene i de store stafetter, der tegner godt for fremtiden. Noget som Lasse Grøn også fremhæver efter en lang nat som manden med den sidste peptalk i skifteområdet.
Uden at forklejne nogle præstationer er det eksempelvis værd at nævne Mads Skaug, der løb hurtigere end teten på dele af banen, Hedvig Valbjørn Gydesen, der stadig kun løb med halvanden arm efter en brækket tommelfinger tidligere på sæsonen og Laurits Bidstrup Møller.
Den gode og grundige forberedelse i relevant skånsk terræn kan sikkert også tilskrives noget af successen og de mange flotte præstationer, der helt generelt blev leveret. Det virkede til, at alle havde lært tilstrækkeligt om terrænet, der ofte var mere drilsk end ved først øjekast ned over kortet.
Slutteligt kan undertegnede heller ikke andet end rose den flotte holdånd. Der var højt humør og altid folk ved målområdet til at heppe. Selv på de mest utaknemmelige tidspunkter i øsende regnvejr. Det er smittende og vidner om en stærk klubkultur, hvor folk er gode til at bakke hinanden op, selvom folk samtidig er fokuserede på deres egen opgave.