Reception for Søren Bobach

Søren Bobach slutter sin landsholdskarriere

En af dansk landsholdsorienterings største profiler, Søren Bobach, OK PAN Aarhus, har meddelt, at han stopper sin landsholdskarriere ved udgangen af denne sæson. 30-årige Søren er historisk, da han er den eneste herreløber i dansk orienteringshistorie, der har erobret hele tre VM-guldmedaljer som senior. Den individuelle guldmedalje i sprint, der blev erobret på havnefronten i Venedig en sommerdag i 2014, står særligt tydeligt i erindringen, mens Sørens afgørende bidrag til de to guldmedaljer i mix-sprintstafet i 2015 og 2016 yderligere understreger Sørens bidrag til dansk landsholdsorienterings enestående succes i årene 2014 – 2018.

“Det har været 13 spændende år på junior- og seniorlandsholdene og jeg synes godt jeg kan være stolt af, hvad jeg har opnået” fortæller Søren med klædelig beskedenhed. “Højdepunkterne var selvfølgelig VM-titlerne, men det har også været virkeligt givende at være sammen med landsholdskolleger og trænere på de mange træningslejre og andre konkurrencer rundt om i verden. Derudover har det haft stor betydning for mig at kunne dele oplevelserne med mine søskende Christian og Ida, som har været med på landsholdet i samme periode”

En anden ’Pan-løber’ siger følgende om Søren.

“Jeg kommer til at savne Søren på landsholdet. Søren har haft stor betydning for den succes det danske landshold har oplevet siden han kom med i 2010, og han har virkelig været med til at definere og skabe en vinderkultur, med sin kompromisløse konkurrencementalitet og dedikation til sporten. På trods af sit vinderinstinkt er Søren også en teamplayer, og han har i høj grad bidraget til det gode sammenhold på holdet, som også har gjort at vi har opbygget et nært venskab igennem årene. Faktisk var den største skuffelse ved, at jeg ikke lykkedes på 1.turen på VM-stafet i år, at jeg så gerne ville have givet Søren den afslutning på en lang og flot karriere, som jeg synes han havde fortjent,” fortæller landsholdskollega gennem mange år, Tue Lassen.

Søren optrådte for sidste gang i den rød-hvide dragt ved årets verdensmesterskaber i Norge i august, hvor Søren på sidste tur løb herrestafetholdet 4 pladser frem til en 13. plads.

Det er ingen hemmelighed, at Søren undervejs i karrieren har været plaget af skader, men det har ikke kun været negativt, fortæller Søren. “Jeg var skadet hele 2013 og det var selvfølgelig træls. Men det gav mig også tid til at tænke over hvad jeg brænder for – det gav mig et nyt perspektiv. Jeg fik mulighed for at planlægge langsigtet og ikke kun mod det næste VM eller den næste World Cup. Det gav ro og jeg tror skadesperioden paradoksalt nok var en medvirkende årsag til VM-triumfen i 2014.”

 Et nyt liv er startet for Søren.

Sønnen Lucas blev født i august 2018, Søren og Mette blev gift 24. august i år og 1. november starter Søren nyt arbejde hos BDO som konsulent inden for IT-rådgivning.

“Det bliver selvfølgelig en omvæltning, men jeg glæder mig også rigtigt meget til at være mere sammen med Mette og Lucas og tage meget mere del i Lucas’ liv”, fortæller Søren, der bestemt ikke vil udelukke at vi kommer til at se ham konkurrere fremover. “Jeg træner fortsat og håber at kunne drille landsholdsløberne ved et DM i ny og næ, ligesom jeg glæder mig til fortsat at kunne trække på min erfaring og være en del af OK PANs stafethold ved de store stafetter som Tiomila i Sverige og Jukola i Finland”.

OK PAN Aarhus og Dansk Orienterings-Forbund og vil gerne markere Sørens enestående karriere med 4 senior VM-medaljer og 5 junior-VM-medaljer og inviterer derfor til en helt uformel reception. Vi PAN’ere skal jo stadigvæk løbe og hygge os med Søren.

 OK PAN Aarhus klubhus Silistria, torsdag den 14. november 2019 kl. 17:00 – 18:00.

Alle er meget velkommen til at komme og hylde Søren.

Der er mulighed for umiddelbart efter at deltage i et af årets højdepunkter, NIGHTCHAMP.

Skriv meget gerne til Ebbe@loberen.dk hvis du påtænker at komme.

Tilmelding via O-service til NIGHTCHAMP.